Nyheder

Nyheder


6/1-22 Aflysning

Sjov Lørdag den 15. januar er aflyst på grund af de høje Corona - smittetal.


1/12-21 Børn- og ungeområdet

Vi følger DGI´s retningslinjer, som du kan læse om her. Klik her


Kulturministeriet har i samarbejde med DIF og DGI udarbejdet et sæt anbefalinger på børn- og ungeområdet til idrætsforeninger i kommuner og sogne med høj smitte. Bestyrelsen opfordrer alle til at følge anbefalingerne:

  • Klæd om hjemmefra
    I det omfang, det er muligt, opfordres alle børn og unge til at møde op omklædte. Opfordringen gælder dog ikke i svømmehaller og andre steder, hvor det ikke er foreneligt med aktiviteten.
  • Bed forældrene aflevere deres børn udendørs
    Er det muligt, så bed forældrene om at aflevere og hente deres børn uden for hallen.
  • Hold afstand
    Mind forældre og andre voksne om at holde afstand, hvor det er muligt. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere samt mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter mv.
  • Opdel aktiviteterne i mindre grupper
    Kan aktiviteterne på en naturlig måde planlægges inden for mindre og faste grupper/hold, anbefales dette.


22/11-21 Vi følger DGI´s retningslinjer

Vi følger DGI´s retningslinjer, som du kan læse om her. Klik her


Al indendørs og udendørs idræt er åbent for alle aldersgrupper, selvom der 12. november kom nye restriktioner.

  • Der er ikke krav om coronapas for udøvere, trænere eller frivillige.
  • Der skal fremvises coronapas til idrætsarrangementer, hvis der er over 200 betalende tilskuere indendørs eller over 2000 betalende tilskuere udendørs. Kravet om coronapas gælder personer på 15 år og derover.
  • I cafeen er der krav om coronapas uanset antal gæster, hvis man opholder sig i cafeteriet. Gælder dog ikke gennemgang i cafeteriet. Kravet om coronapas gælder personer på 15 år og derover og skal kun forevises ved forlangen.


”Idræt og corona”

Artikel af DGI Klik her - "Her får du svar på dine spørgsmål og inspiration til, hvordan du og din forening bedst muligt kommer gennem sundhedskrisen med coronavirus."


3/3-21: Generalforsamling 2021

Generalforsamlingen 2021 afholdes så snart det er muligt. Indbydelse udsendes med mindst 14 dages varsel via mail og opslag i avisen.


1/2-21: Nye restriktioner pga. Covid19

Alle træninger aflyst pga. restriktioner. Indtil videre er al træning aflyst til og med den 28. februar 2021. 


Følg med her på hjemmesiden samt Facebook.



29/10-20: Krav om mundbind

Fra torsdag den 29. oktober skal alle personer fra 12 år bære mundbind indendørs, når man bevæger sig TIL og FRA træningssalen.

  • Der skal IKKE bæres mundbind, når man træner.
  • Der skal IKKE bæres mundbind, når man bader eller klæder om.
  • Hvis træningssalen og omklædningen ikke ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden, SKAL der bæres mundbind, når man bevæger sig mellem træningssalen og omklædningsrummet. På Højmosen ligger omklædningsrum lige op til salen, så her imellem skal der IKKE bæres mundbind.


25/10-20: Nye restriktioner pga. Covid19

Fredag annoncerede statsministeren nye restriktioner, som rammer foreningslivet hårdt. Forsamlingsforbuddet sænkes blandt andet til 10 personer fra mandag d. 26/10 og fire uger frem.

Et stort lyspunkt er dog, at børn og unge fritages for det sænkede forsamlingsforbud. For børn og unge under 21 år fastholdes forsamlingsforbuddet på 50 personer inkl. evt. ansvarlige personer, som er ældre end 21.


Gymnastikken i EGIF fortsætter i det omfang det er muligt. Berørte hold vil modtage info pr. email.


Se presse meddelse fra DGI/DIF her...



13/10-20: Genåbning af træning for alle hold igen fra og med 19. oktober

Smittetallene for Corona på landsplan og specielt i Fredericia er heldigvis faldet. Fra og med mandag den 19. oktober åbner vi igen op for træning for børne- og ungdomshold, så alle hold i gymnastikforeningen herefter vil være i gang. Vi vil fortsat følge udviklingen og orienterer her på siden såfremt, der bliver behov for tilpasninger.


Sæson 2020/2021

Igen i år har vi et par nye tiltag både for børn, juniorgruppen og for voksne.


For pigerne kan vi i næste sæson tilbyde et cheerleaderhold, hvor der vil blive arbejdet med koreografier til fed musik, samt løft og lidt spring, som kan bruges ind i koreografierne. Vi har fået et par dygtige piger, der er klar til at tage godt imod cheerleaderne.


På rytmesiden har vi et rytmehold for juniorpiger, hvor skal der arbejdes med grundgymnastik og fede trin og bevægelser til det nyeste musik.

 

Desuden starter vi et Floorball hold op for børn - se nedenfor.


Går du med en lyst til at være hjælper eller træner på et af vore gymnastikhold, så er du meget velkommen til at henvende dig til Heidi Rose på tlf.nr. 40 14 65 95, vi kan altid bruge en ekstra hånd på vore hold.



Floorball i EGIF for børn og voksne

Kom og spil floorball for BØRN 10-16 år i Erritsø Idrætscenter hal 2, onsdage kl. 18.00-19.00 i ny sæson 2020/21.


Voksne fra 17 år spiller i Erritsø Idrætscenter hal 2, torsdage kl. 20.00-21.30 i ny sæson 2020/21.


Med sammenhold, tempo og teknik er Floorball en intens og begyndervenlig holdsport for alle. Mød bare op, vi har udstyret.


Generalforsamling 2020

Mandag den 15/6 2020 kl. 19.00 i Erritsø Idrætscenter    


Jump and Pay

24/1 2020    

Åbne springtræninger fra 3. kl. og op. Se mere her


Jump and Pay

23/9 2019    

Åbne springtræninger fra 3. kl. og op. Se mere her



Rygtræning

1/9 2019

Vi kan med glæde fortælle, at det er lykkedes her i sidste øjeblik igen at få oprettet et rygtræningshold til den kommende sæson i gymnastikafdelingen. I år vil det være med Lotte Rasmussen som instruktør.

Holdet træner onsdage kl. 20.00-21.00 i Erritsø Idrætscenter, hal 3.

Online tilmeldingen er åben på www.egif-gymnastik.dk. Bemærk, at der er begrænset deltager antal


27/3

GENERALFORSAMLING

Gymnastikafdelingen har afholdt ordinær generalforsamling onsdag den 27. marts 2019, med 6 fremmødte udover bestyrelsen.
Kim Borg blev valgt som dirigent og kunne konstatere at vedtægterne var overholdt.
Formand Arne aflagde beretning, og kunne henvise til Gymnastikafdelingens hjemmeside, der løbende opdateres med nyheder, billeder, og hvad der foregår i Gymnastikafdelingen.
Som noget nyt har der i forgangne år været et vellykket samarbejde med BPI på junior-mix hold spring og rytme. Og der er startet ny aktivitet Floorball, som vi har store forventninger til.
Seneste arrangement var en vellykket forårsafslutning med opvisninger hele dagen og mange gymnaster og tilskuere, og dagen blev afsluttet med fest for trænere med påhæng.
Desuden var det et år med mange prisuddelinger i Gymnastikafdelingen. Karna Hansen modtog EGIFs lederpris. Mette Bladtkramer og Lars Jensen havde 25 års jubilæum. Inger Nissen og Poul Jakob Petersen havde 40 års jubilæum og blev samtidig kåret som æresmedlemmer.
Det kommende år: Igen en stor udfordring at lægge programmet for næste sæson mht. at finde instruktører og få kabalen til at gå op med haltider og -steder.
SIF er nedlagt og erstattet af et idrætsråd, det bliver interessant at følge.
GDPR og stramning af persondataloven trådte i kraft, Kurt Hansen har gjort et stort stykke arbejde med at lave et fælles regelsæt for hele EGIF og som nu skal indarbejdes og efterleves i afdelingerne.
Programudvalg: Fik etableret samarbejde med BPI på junior området med godt resultat, vælger derfor at fortsætte samarbejdet næste sæson.
Springudvalg: Har afviklet de sædvanlige arrangementer, som er spredt ud over hele sæsonen – natspring, springweekend og børnefællestræning. Børnejulefræs måtte desværre aflyses pga for få tilmeldte – måske det skyldes tilmeldingsproceduren eller tidspunktet. Jump&Pay kom-og-vær-med springtræninger har været afholdt i samarbejde med andre Fredericia foreninger.
Rytmeudvalg: Har ikke afholdt arrangementer.
Susanne gennemgik regnskabet som viste et overskud på kr. 58.176,31 og likvid beholdning på kr. 542.764.
Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.
Der var ingen indkomne forslag.
På formandsposten var der genvalg af Arne Kragelund.
Til bestyrelsen var der genvalg af Lars Lærkedahl og Heidi Rose. Lars Jensen ønskede ikke genvalg. Nyvalgt blev Kim Skat.
Marianne Kromann, Cecilie Hansen og Susanne Reher Hansen var ikke på valg.
Som suppleant ønskede Anni Nydam Møller ikke genvalg. Nyvalgt blev Katrine Eilenberg for 1 år.
Som bilagskontrollant genvalgtes Birgit Christiansen.
Som bilagskontrollantsuppleant genvalgtes Grete Nielsen.
Lise Pedersen var ikke på valg.
Under eventuelt:
Inger takkede for udnævnelsen som æresmedlem, som var en meget positiv overraskelse for hende.
Der er meget fokus på GDPR og persondatalov – men viser sig også i stigende omfang at være nødvendigt bl.a. fordi vi oplever mange forældre er meget optaget af deres mobiltelefon mens barnet træner.
Arne takkede Anni og Lars for deres tid og arbejde i bestyrelsen.
Arne takkede hjælpere og støtter for samarbejdet i det forgangne år.
Til sidst var der lidt mad og hygge til alle fremmødte.


23/3

FORÅRSOPVISNING

Lørdag den 23. marts 2019 var det igen tid til årets højdepunkt i Gymnastikafdelingen, hvor vi afholder forårsopvisningen som afslutning på vintersæsonen.

Program bestod i år af 17 forskellige hold som således også viste den store alsidighed i gymnastikken - en skøn blanding af børn, unge, voksne og seniorer - motion, rytme, spring, floorball og line dance. Hertil kommer 14 andre forskellige gymnastikhold, som ikke er opvisningshold.

Første del af dagen startede med festlig indmarch kl 10. Første hold på gulvet var det store forældre/barn hold, og de blev efterfulgt af 5 børnehold og junior mixholdet.

Formiddagens program blev afsluttet med en flot opvisning af 10-14 holdet fra DGI Sydøstjylland.

Efter en middagspause var der ny indmarch kl 14. Her kunne vi hylde 4 jubilarer - Mette Bladtkramer og Lars Jensen havde 25 års jubilæum som instruktører. Inger Nissen og Poul Jakob Petersen havde 40 års jubilæum og de 2 blev derfor samtidig kåret som æresmedlemmer.

Eftermiddagens program lagde ud med instruktørholdet, hvor Alberte Rose havde stået for samle instruktører og hjælpere til en festlig gang gymnastik.

Herefter indtog Aktiv Tirsdag Seniormotion gulvet med over 60 deltagere, som fik rørt sig under ledelse af Birthe Jensen.

Resten af eftermiddagen kunne tilskuerne nyde en skøn blanding af flot rytmisk gymnastik og spændende spring samt line dance. Midtvejs var der også opvisning af det nye tiltag Floorball.

Dagen blev afsluttet på festligste og flotteste vis med opvisning af Ågård Efterskole med 138 elever, som alle udstrålte smittende glæde.

I løbet af dagen har der været næsten 800 betalende tilskuere, udover de mange gymnaster og børn under 17 år som havde gratis entre.


25/2

ÅRETS LEDERPRIS

På hovedbestyrelsens generalforsamling d 25/2 blev det afsløret at årets lederpris går til Karna Hansen fra Gymnastikafdelingen.

Karna har været instruktør og hjælper i mange år, senest har hun i flere år stået for forældre/barn-holdet om søndagen med rigtig mange deltagere. Med Karnas altid gode positive og smittende humør, var prisen yderst velfortjent.


7/2

BØRNEFÆLLESTRÆNING
155 børn i alderstrinnet 0.-3. klasse og en masse frivillige instruktører og hjælpere indtog Bredstrup-Pjedstedhallen den 3. februar 2019. Der var indbudt til årets Børnefællestræning, hvor gymnaster fra alle byens foreninger sætter hinanden stævne til en hyggelig og aktiv formiddag. I år var temaet LEGO, og dagen bød således på spændende aktiviteter som f.eks.:
• Smarttraining i Legoland (legeland kombineret med hjernegymnastik)
• Studiofitness
• Ninjago- og Marvelspring på airtrack
• 6-bricks memory (mere hjernegymnastik)
• Tårnhøj byggeri med alverdens skumredskaber
Der var god aktivitet hele dagen kun afbrudt af forfriskningspause med grønt, frugt og pølsehorn. Dagen blev afsluttet med at vise super-serien, som børnene havde øvet i Studiofitness, for alle forældre og hjælpere. Herefter kørte EGIF bussen retur med en flok trætte børn efter 3 timers dejlig fællestræning. Stor tak til både instruktører og forældre, der hjalp til på banerne eller som onkel/tante rundt med holdene.


JUMP & PAY
Den 25. januar 2019 blev der i Kirstinebjerghallen på Havepladsvej, hvor vore større springhold træner til dagligt, afholdt sæsonens sidste ”Jump&Pay”, som er et ”kom-og-spring-med” arrangement for alle unge i alderen 2. kl. og op – ligegyldigt om man går i en af byens foreninger eller ej. Så et arrangement for både øvede og helt uerfarne springere. 45 børn fandt vej til hallen og havde en skøn fredag aften med en masse spring, frugt og müslibarer. Mange tak til de frivillige instruktører fra EGIF, der var med til at få arrangementet afviklet. Vi forventer at lave tilsvarende åbne springtilbud i løbet af den kommende sæson.


25/11

SPRINGWEEKEND

De ældste springhold og instruktører har en god tradition for at tage af sted sammen i en weekend for at hygge og træne en masse spring i ekstra gode faciliteter. Denne sæson var ingen undtagelse. I den sidste weekend i oktober havde vi lejet os ind på Ringe Efterskole. Ca. 40 gymnaster og instruktører kørte lørdag middag – med forældrehjælp - til Midtfyn med soveposer, tandbørster, gymnastiktøj og lækre kager i bagagen.

Efter at alle var ”flyttet ind” så var det ellers bare i gang med træningen. Anders havde skaffet en rigtig dygtig instruktør fra Odense, som kom og var med til at flytte mange gymnasters grænser med nye spring. Der var masser af aktivitet i det store springcenter, og vi hørte klokken rigtig mange gange. Den kan gymnasterne ringe med, hvis de laver et nyt spring. En super lyd, der altid blev fuldt af klapsalver fra kammeraterne.

På sådan en tur er der plads til intens seriøs træning, men sandelig også plads til leg og sjov. Der blev sprunget på livet løs hele dagen og til langt ud på aftenen. Vi så sågar en enkelt firdobbelt salto fra stortrampolin ud i ”pomfrit-graven”, som er et stort hul fyldt med skumgummi stykker. Til aftensmad blev vi forkælet med lækker lasagne fra efterskolens køkken, og i løbet af dagen blev sukkerdepoterne fyldt med kagerne.

Søndag formiddag blev træningen genoptaget, så der kunne arbejdes videre med de spring, der blev lært dagen før. Energien var dog knap så høj, da alle vist kom lidt sent i seng aftenen før.

Igen i år en rigtig god weekend med masser af hygge og seriøse springoplevelser. Der skal lyde en stor tak til de gæstefrie efterskolefolk, de engagerede instruktører og til forældrene for deres opbakning, kage og kørsel til turen.


NATSPRING

Fredag aften den 2. november åbnede dørene i Erritsø Idrætscenter for 85 børn og hjælpere. Der var arrangeret Natspring for de yngre gymnaster, hvor konceptet er spring til sent på aftenen, hygge med snolder og film og så overnatning i hallen – som også er en særlig oplevelse for rigtig mange, specielt hvis det er første gang ”hjemmefra”.

De friske hjælpere havde forberedt en række baner, som ungerne drønede rundt på. Ud over spring, var der også fægtning og akrobatik. Alle gik til den – selv når det var tid til snolderindkøb i cafeteriet. Her skulle tungen holdes lige i munden, når man skulle holde styr på lommepengene.

Senere på aftenen blev der bygget et udfordrende ”bjerg”, som gymnasterne kunne hoppe ud fra. Andre fandt hovedpuden frem og hyggede sig med film på storskærmen. Omkring midnat blev det tid til at få ungerne i soveposerne, og så var der frivillige forældre klar til at tage vågen nattevagt på skift hen over natten. Tusind tak for jeres indsats. Også tak til de ca. 20 gymnastikinstruktører, der fik givet børnene en fantastisk oplevelse. Springudvalget siger tak for lån af ungerne, der trætte blev hentet lørdag morgen.

 

FLOORBALL I EGIF

Så er vi klar med en ny aktivitet i Gymnastikafdelingen – Floorball. Du kender det måske som ”Hockey” fra folkeskolen, et spil med stav og en lille hvid plastikbold.

Det går stærkt. Det giver sved på panden. Og frem for alt er det sjovt. Med masser af sammenhold, teknik og tempo er floorball en actionpacked og begyndervenlig holdsport for alle.

Vi lægger ud med 3 prøvetræninger i Erritsø Idrætscenter, som er gratis og vi har udstyret. Du skal blot møde op. Alle mænd og kvinder over 16 år er velkomne.

Første prøvetræning var søndag den 25. november, hvor 11 mænd og 1 kvinde mødte op. For mange var det første gang siden folkeskolen, mens nogle havde dyrket floorball for nogle år siden og en enkelt spiller i en anden klub. Efter opvarmning og nogle teknik-øvelser gik det løs med kampe, både på små baner på tværs af hallen, og på stor bane. Efter 2 timer var alle godt brugte, men enige om at det havde været en sjov og god træning, og alle havde planer om at fortsætte. Og der kan sagtens være mange flere med.

De næste prøvetræninger er søndage den 2. og 9. december kl. 11.00.

Hvis interessen fortsat er der, bliver det et hold der fortsætter på den træningstid.

Ved evt. spørgsmål, kontakt Arne Kragelund på 40315066.

Se evt. mere i disse videoer:

Video om MotionsFloorball for seniorer (60+)

Video om MotionsFloorball-stævne i Kolding i 2017

 

21/10

YOGA FOR MÆND

Som noget nyt er EGIF startet op med yoga for mænd. Det går ud over alle forventninger. Flere på holdet, større engagement og større ugentligt fremmøde, end jeg havde turde håbe.

Hver uge er vi gennem det meste af kroppen. Holdet er ved at finde ud af de forskellige øvelser. Og der gives udtryk for, at det er mere ”hårdt” end de havde forestillet sig.

Men for mig er alt lykkedes, når de nu kommer og fortæller at flere af deres ”skavanker” nyder godt af sportsformen. Som en siger - så fortæller han ikke, at han går til yoga men til udvidet udstræknings øvelser.

Og det er rigtigt - det er blot gymnastikøvelser, hvor man arbejder med at være korrekt og længere i stillingerne. Mænd har også brug for yoga til at blive strækket ud og arbejde med vejrtrækning. Og resultatet kommer af sig selv. Mindre skader i andre sportsgrene, mange kendte skavanker kan holdes i skak og en god ro i kroppen.

En flok samles efter undervisning i egifs cafe til en forfriskning. Hyggeligt.

Holdet er for alle uanset fysisk form, sportsinteresse og størrelse. Alle er velkommen.

Lene Skat

 

INSPIRATIONSKURSUS I HERNING

I Gymnastikafdelingen tager instruktører og hjælpere jævnligt på kursus for at dygtiggøre sig og få inspiration til den daglige træning.

I første weekend af oktober var vi nogle stykker fra EGIF til ”DGI Inspiration 2018”, som er det største kursusarrangement herhjemme, med 1500 deltagere. Det foregår i Herning Messecenter, hvor de fleste af hallerne er i brug under kurset.

I løbet af weekenden kommer man igennem 6 forskellige moduler efter eget valg. De 4 af modulerne afvikles lørdag, som slutter med stor aftenfest, inden lidt søvn til søndag, hvor de 2 sidste moduler skal gennemføres. Der er moduler indenfor alle grene af gymnastikken i DGI, så der er noget for alles interesser og behov, og instruktørerne er de blandt de bedste indenfor hver deres område.

Undervejs er der udover træning og undervisning også tid til at hygge foreningsvis og mødes med deltagere fra andre foreninger.

Vi kunne derfor tage hjem til Erritsø godt trætte, men med masser af ideer i notesbogen og en stor oplevelse rigere.

 

26/9

JUMP AND PAY

I et samarbejde indbyder Gymnastikforeningerne i Fredericia til åbne springtræninger i Kirstinebjerghallen.

Det sker 3 fredage i vintersæsonen: 12/10 + 30/11 + 25/1, og koster kun 20 kr at deltage pr gang (kontant/mobilepay).

Træningerne er delt op efter alder - kl 17.00-18.30 er det for 2.-5.klasse - kl 19.00-20.30 er det fra 6.klasse.

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.

 

PRIVATLIVSPOLITK

I forbindelse med GDPR - EU's persondataforordning - er der for hele EGIF formuleret en privatlivspolitik, som Gymnastikafdelingen også følger.

Den kan ses på EGIFs hjemmeside: http://egif.dk/privatliv/privatlivtindex.htm

 

16/9

SÆSONSTARTEN I GYMNASTIK

Sæsonen 2018-2019 i Gymnastikafdelingen startede i uge 36 og er således godt i gang med generelt fint fremmøde og engagerede gymnaster og trænere. I skrivende stund er vi oppe på 613 tilmeldte.

Husk at det er ikke for sent at hoppe med på et hold – skynd dig blot af sted til næste træning, vi har mange gode tilbud. Program og holdoversigt kan ses på vor hjemmeside www.egif-gymnastik.dk hvor du også kan finde beskrivelser af de mange forskellige hold. Det er også her tilmelding skal ske.

Vi vil gerne fremhæve det nye tiltag Yoga for mænd med styrke og afspænding tilsat mandehørm.

Desuden er der siden det trykte program blev lavet, kommet instruktører på Power Girls for piger i 3.-5.klasse. der er elsker rytmisk gymnastik, danse til god musik og have det sjovt med andre gymnastikglade piger. De træner på Højmosen mandage kl 17-18.

For at foretage tilmelding skal du på vor hjemmeside www.egif-gymnastik.dk gå til siden med Online Tilmelding, klikke på det ønskede hold på listen og efterfølgende klikke på knappen "Tilmeld". I den forbindelse vil vi lige minde dem, der endnu ikke har fået tilmeldt sig, om at få sig tilmeldt. Det er selvfølgelig i orden at prøve holdet et par gange, inden man tilmelder sig.

På nogle hold er der maksimum på antallet af deltagere, for at sikre udbyttet for gymnasterne eller fordi der simpelthen ikke er plads til flere. De fleste af disse hold er desværre allerede fyldt eller næsten fyldt, men det er muligt at tilmelde sig venteliste i stedet. Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke har plads til alle, der har lyst til at være med, men programmet er nu engang det, der er praktisk muligt mht. instruktører og haltider.

 

DGI DRENGE WORKSHOP ”10.000 drenge på 10 dage”

EGIF gymnastik var tirsdag den 28. august med til at gennemføre en kampagne for at få flere drenge til gymnastik. I et samarbejde mellem gymnastikafdelingen, DGI og skoleafd. på Højmosen og Krogsager blev der der i skoletiden arrangeret workshop for drenge-årgangene fra 2. op til 6. klasse. DGI kom med nogle super spændstige instruktører (der har deltaget på både Verdensholdet og FaceOFF-hold), som fik engageret en masse drenge. De havde en kæmpe stor kvadratisk luftbane med. Lidt lige som 4 air tracks ved siden af hinanden - bare ud i et. Og den var meget populært for alle drenge at hoppe rundt på.

Ideen med disse workshops, som foregik over hele landet i uge 34 og 35, var at vise en masse drenge, hvad springgymnastik også kan være. Og samtidig inspirere skolens lærere (og gymnastikafdelingens instruktører) til, hvad man også kan lave i en idrætstime. Kampagnen skulle samle 10.000 drenge over 10 dage. Og i Erritsø bidrog vi i stor stil til at nå målet. I løbet af 5 timer var der omkring 275-300 drenge forbi gymnastiksalen på Højmosen. Det var en super dag med høj aktivitet. Billederne taler for sig selv.

Tak til Erritsø Fællesskole og DGI for et super samarbejde med vores lokale gymnastikafdeling om denne event.

 

2/7

PROGRAM 2018-2019

EGIF’s gymnastikafdeling har omkring 550 medlemmer, som en stab på ca. 60 personer bestående af bestyrelse, instruktører og hjælpeinstruktører holder i gang.

I gymnastikafdelingen bestræber vi os på at give medlemmerne flest mulige tilbud om forskellige former for gymnastik. Vi prioriterer uddannelse højt og har et hold af dygtige instruktører, flere med mange års erfaring, og enkelte helt nye – men alle med stor lyst og vilje til at gøre en frivillig indsats.

Vores tilbud til børn strækker sig fra forældre/barn med leg og kolbøtter til rytme og spring for både piger og drenge. Til voksne har vi også en masse tilbud.

Et nyt tiltag i år er et Junior mix spring- og rytmehold, for piger og drenge fra 6. Klasse, som vi opretter i samarbejde med Bredstrup/Pjedsted Idrætsforening. Springgymnasterne træner på Kirstinebjerg afd. Havepladsvej, og rytmegymnasterne træner på gymnasiet. Tiderne er forskudt, så man kan også nå at gå på begge hold. Der vil være nogle fællestræninger, så holdene vil slutte året med at lave en fælles opvisning.

Et andet hold, som også er nyt, er et rent Mande yogahold, og her har mændene mulighed for at få udfordret bevægeapparatet tilsat mandehør

Her på vores hjemmeside vil du kunne læse mere om disse nye hold samt alle andre hold under punktet med holdbeskrivelser.

I foreningen afholdes der fællestræninger og opvisninger både hjemme og ude (se kalenderen sidst i programmet). Foreningen arrangerer transport, og der er altid ledere med, så I kan trygt sende jeres børn af sted. Forældre er også meget velkomne til at komme til arrangementerne.

Er I i tvivl om noget, så tag en snak med instruktøren på holdet efter træningen eller kontakt en fra bestyrelsen.

Vi glæder os til at se rigtig mange gymnaster - nye som gamle - til den nye sæson.

Bestyrelsen

 

6/6

KA' DET NU PASSE

Gymnastikafdelingen mangler instruktører. En afdeling, der har været oppe på 900 medlemmer, og hvor der gennem årene, er gået flere tusinde igennem. Der må da være nogen, der går rundt med en lille instruktør i maven.

Gymnastik har haft flere konkurrencehold, rytmisk sportsgymnastik og grand prix, mange unge har været på Efterskole, foruden alle de øvrige aktive, der burde være mange emner.

Gymnastikafdelingen er meget behjælpelige med at få nye igang. Man bliver tilbudt gratis kurser, og der er en mentor ordning. Måske kunne man også være et par stykker om at at have holdet. Jeg kan ikke forstå, man ikke har lyst til at give noget af det tilbage, man har fået gennem årene. Ja - man har betalt kontingent, men det er nu ikke alt, man kan betale sig fra. Desuden giver det så mange glæder at være aktiv sammen med en masse glade gymnaster. Jeg har i hvertfald haft så mange gode oplevelser og lært så mange søde mennesker at kende, fra forældre/barn til seniorer.

Jeg var til den årlige generalforsamling.  Foruden bestyrelsen og dirigenten var den een (mig) interesseret. Det er så pinligt. Gider man virkelig ikke at bakke op om en bestyrelse, der laver et kæmpe frivilligt arbejde og om foreningen? Hvor skal vi gå hen, hvis der ikke er en gymnastikafdeling og en bestyrelse? 

Kom nu ud af busken. Vis lidt foreningsånd.

Vi ses.

Inger Nissen

 

FÆLLESOPVISNING I FREDERICIA IDRÆTSCENTER

Søndag den 15. april 2018 samledes 4 af Fredericias gymnastikforeninger til en hyggelig eftermiddag med flot gymnastik. Hver forening havde hold med til en god ½ times gymnastik, og det blev til et alsidigt program fra springfyre og -piger i dristige spring, over rytmiske piger med vimpler til spændstige damer med attitude. En god afslutning på sæsonen med de øvrige foreninger i området.

 

21/3

GENERALFORSAMLING

Gymnastikafdelingen har afholdt ordinær generalforsamling onsdag den 21. marts 2018, med 2 fremmødte udover bestyrelsen.

Kurt Hansen blev valgt som dirigent og kunne konstatere at vedtægterne var overholdt.

Formand Arne aflagde beretning, og kunne henvise til Gymnastikafdelingens hjemmeside, der er opdateret med nyheder, billeder, og hvad der foregår i Gymnastikafdelingen. Seneste arrangement var en vellykket forårsafslutning med opvisninger hele dagen og mange gymnaster og tilskuere (777 betalende), og dagen blev afsluttet med fest for trænere med påhæng.

Det kommende år: Programudvalget har stigende udfordringer med at finde faste instruktører. SIF bliver nedlagt og erstattes af et idrætsråd. 25. maj starter stramningen af persondataloven, hvilket sker for at beskytte almindelige personer, dette har også indflydelse på EGIF, som følger udviklingen.

Seniorudvalg: Der har været afholdt fællestræning i Taulov.

Springudvalg: Har afviklet de sædvanlige arrangementer, som er spredt ud over hele sæsonen – natspring, springweekend, børnejulefræs og børnefællestræning samt springmekka.

Rytmeudvalg: Har ikke afholdt arrangementer, men der er planer for det nye år.

Susanne gennemgik regnskabet som viste et overskud på kr. 27.807 og likvid beholdning på kr. 486.000.

Overskud trods store udgifter til gaver (usædvanligt mange fødselsdage mv), men ingen særlige udgifter til redskaber og mindre udgifter til dragter.

Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.

Sidste år blev der skiftet bankforbindelse, hvilket også i år har medført en del ekstraarbejde for kassereren.

Der var ingen indkomne forslag.

På formandsposten var der genvalg af Arne Kragelund.

Til bestyrelsen var der genvalg af Marianne Kromann, Cecilie Hansen og Susanne Reher Hansen for næste 2 år.

Lars Lærkedal, Heidi Rose og Lars Jensen var ikke på valg.

Som suppleant blev Anni Nydam Møller genvalgt for 1 år.

Som bilagskontrollant genvalgtes Lise Pedersen

Som bilagskontrollantsuppleant genvalgtes Grete Nielsen.

Birgit Christiansen var ikke på valg.

Under eventuelt:

Stor ros fra alle til Motionsholdets opvisning.

Arne takkede for samarbejdet, hjælpere og støtter i det forgangne år.

Kurt Hansen fik en gave for hans assistance til gymnastikafdelingen (og runde fødselsdag).

Til sidst var der lidt mad til alle fremmødte.

 

18/3

FORÅRSOPVISNING

 

Højdepunktet og afslutningen på vintersæsonen i gymnastik er forårsopvisningen i Erritsø Idrætscenter. Det foregik i år lørdag den 17. marts.

Allerede aftenen før blev hallen klargjort til opvisning, og der blev kørt flere læs redskaber fra både Højmosen og Kirstinebjergskolen, så alt var på plads til opvisningen - som faktisk var 2 opvisninger, idet dagen er delt i 2 med pause ved middagstid, med børn og unge om formiddagen og øvrige hold om eftermiddagen.

Som en festlig og traditionsrig start på dagen startede indmarchen lørdag kl. 10, hvor alle holdene samles på gulvet til bifald fra den fyldte hal. Det er en stor oplevelse for de spændte børn at gå ind i en hal fyldt med klappende tilskuere og musik. Traditionen tro er fanerne også med ved indmarchen, og i år båret af Anna Ravn Boklund og Jacob Lærkedahl. Og efter fanehilsen kunne formand Arne byde velkommen.

Forældre/barn holdet startede opvisningerne som de første på gulvet – i år var holdet vokset til over 80 tilmeldte, så gulvet var fyldt med børn, forældre og redskaber – skønt at se.

Resten af formiddagen var der opvisning af yderligere 5 af vore hold for børn og unge, med glade piger og drenge, som kunne vise hvad de havde lært til træningen hele vinteren, med en god blanding af spring og rytmehold.

I løbet af formiddagen havde vi også besøg af 2 gæstehold. Rytmeholdet fra Middelfart viste flotte rytmiske serier, og så blev formiddagen afsluttet på fornem vis af DGI Sydøstjylland Junior Syd med 114 friske unge drenge og piger, heraf flere fra vor egen forening.

Efter en pause var der ny indmarch kl. 14 for eftermiddagens hold, og formand Arne kunne igen byde velkommen til en fyldt hal og 11 gymnastikhold. Eftermiddagens program blev indledt af instruktørholdet, som er en stor flok af foreningens gymnastikinstruktører, der – mest for sjov og sammen – viser at de også kan lave gymnastik både rytme og spring.

Resten af eftermiddagen var et meget varieret program med flotte rytmehold, fantastiske springhold, Line Dance. Og ikke mindst Motion M/K ved Birthe Jensen og Inger Nissen, som havde samlet 85 af deres motionister til at give opvisning – det var et fantastisk indslag.

I løbet af dagen har der været 777 betalende tilskuere (børn havde gratis adgang), og omkring 600 EGIF gymnaster samt gæsteholdene har givet opvisning.

Husk også, at udover de 16 hold som gav opvisning, har gymnastikafdelingen i vintersæsonen haft 12 hold, som ikke er opvisningshold.

Som afslutning på dagen og gymnastiksæsonen var der om aftenen hyggelig fest for alle instruktører og hjælpere i gymnastikafdelingen.

Her på hjemmesiden er der mange billeder fra dagen.

 

11/2-18

SPRINGMEKKA

Fredag den 26. januar var byens større springgymnaster indbudt til ”Springmekka”, som er et fælles arrangement med de øvrige gymnastikforeninger i byen. Ca. 75 børn havde valgt at give den gas i Kirstinebjerghallen og lade sig udfordre i springgrav, stortrampoliner og på langs af de mange springbaner.. Tak til hjælperne fra Erritsø, der bidrog til en god aften for børnene. Tovholder i år var G94, og næste gang er det os i EGIF.

 

BØRNEFÆLLESTRÆNING

122 børn og 45 hjælpere var søndag den 4. februar samlet i Bredstrup-Pjedsted hallen, hvor det den årlige Børnefællestræning fandt sted. Arrangementet var for alle gymnastikforeningerne i kommunen, og EGIF var i år tovholder. Temaet var selvfølgelig ”Vinter OL”, og efter sjov opvarmning ved Jacob og Alberte blev den olympiske ild tændt, og så kunne vinterlegene gå i gang. Programmet indeholdt en lang række discipliner, som børnene med deres hold skulle rundt på. Der var f.eks. pukkelpist, isdans, skihop, sneboldkamp og bobslædekørsel.

Halvvejs gennem de 10 poster var det tid til en forfriskning med vand og frugt, og så var alle klar igen til anden halvleg. Da alle discipliner var gennemført, viste børnene for hinanden og forældrene, hvad de havde lært på posten med isdans, og herefter kunne den olympiske ild igen slukkes, og børnene rejste hjem en masse sjove oplevelser rigere. Tusind tak til alle instruktører, hjælpere, ”onkler og tanter” der var med til at gøre det til en super dag.

 

21/1-18

EFTERLYSNING

Gymnastikafdelingen leder efter nye instruktører og hjælpere til kommende sæson. Heldigvis forsætter en god del – men der er også nogle, der næste sæson skal bruge sin energi på andre ting. Derfor sender programudvalget denne EFTERLYSNING ud:

SIGNALEMENT:

  • frisk og engageret…og
  • hjælpsom og fuld af godt humør…og
  • nysgerrig og ikke bange for at tage ansvar…og
  • gl. gymnast/instruktør og rigtig gerne springinstruktør…eller
  • mod på at blive ny instruktør/springinstruktør

SIDST SET:

  • vente på at blive gammel nok som instruktør/hjælper (dvs. gå i min. 6. kl.)…eller
  • på vej hjem fra efterskole fuld af krudt og energi…eller
  • brænde for at være frivillig i forening
  • holde en pause fra instruktørgerningen, mens egne børn trak ressourcerne… eller
  • flytte til byen og lede efter en gymnastikforening, der kan bruge lige præcis dig

DUSØR:

  • varm velkomst i en sund forening med glade ”kollegaer”
  • mulighed for betalt kursusaktivitet
  • fælles oplevelser og arrangementer
  • søde og nysgerrige gymnaster
  • naturlig lederudvikling

HENVENDELSE:

  • Hvis du selv er den, vi søger
  • eller du kender én, så er du meget velkommen til at kontakte os i
  • programudvalget på mail be@sporty.dk eller telefon 75944555.

 

 

BØRNEJULEFRÆS

En stor flok glade børn med nissehuer indtog søndag den 3. december hal 2 i Erritsø Idrætscenter. Det var blevet tid til Gymnastikafdelingens årlige børnejulefræs for børneholdene.

Børnene mødte op kl. 13, hvor hjælperne havde gjort klar og fyldt hallen med redskaber. Men først dog lige en frisk gang opvarmning og tovtrækning med piger mod drenge og nogle forældre.

Så var alle klar til at indtage den store redskabsbane, hvor alle færdigheder kunne prøves af på en stor rundbane med mange forskellige udfordringer til både evner, balance og mod.

Halvvejs var der pause med saftevand og frugt. Pausen blev afsluttet med at julemanden kiggede forbi – og han var den unge friske udgave, som i hvert fald ikke så ud til at være over 50 år… han var klar på sjov og fræse rundt og lave gymnastik med børnene.

Herefter var det tid til mere gymnastik. I grupper skulle børnene gennem flere forskellige redskabsbaner med mange udfordringer. Og det var alt lige fra salto på trampolin og hop på airtrack til bestigning af stort måttebjerg.

Tak til alle børn og hjælpere for en fornøjelig eftermiddag.


 

Gå til ældre nyheder...